Fair Trees slår stærke sociale rødder i Georgien
Lagt på Vores-tandlæge.dk den 03-07-2014 af DentistMaster
Fair Trade fortsætter med at slå stærke rødder i Georgien, hvor den europæiske juletræsproduktion henter hovedparten af sine juletræsfrø.
Grundlægger af Fair Trees konceptet, Marianne Bols, og en delegation af danske og tyske Fair Trees producenter viste deres sociale engagement ved et stort donationsprogram, som fandt sted i juni i regionen Ambrolaurii.
Som led i Fair Trees’ sociale arbejde blev der uddelt computere til tre Fair Trees Scholarshipstuderende, der blev uddelt et Fair Trees scholarship til en mandlig kandidat, ligesom samtlige lærere på to af de lokale skoler i regionen fik uddelt computere samt undervisningsmateriale.
- Det er en stor personlig glæde at give noget tilbage til en lokalbefolkning, som i mange år har sørget for at vi kan producere frø, planter og juletræer af høj kvalitet, siger Marianne Bols, stifter af Fair Trees tilbage i 2010.
Fair Trees sikrede igen i år også lokalbefolkningen adgang til læge-og tandlægehjælp. Mere end 500 børn blev undersøgt og fik tildelt tandbørster og tandpasta.
- Fair Trade gør en væsentlig forskel og i Fair Trees fastholder vi ”armslængde-princippet”. Det betyder, at der er en direkte linje fra ord til handling, og det er handling rettet direkte mod den enkelte kogleplukker og det omkringliggende samfund, siger Marianne Bols.
Et barn af en kogleplukker har med økonomisk støtte fra Fair Trees netop overstået en operation. En anden måde at støtte lokalbefolkningen på.
- Jeg mødte igen i år mange lokale som takkede mig personligt for vores indsats i området.
Dette er naturligvis kun muligt, fordi ansvarlige producenter og forbrugere støtter op om Fair Trees konceptet, siger Marianne Bols