Find vej: Forside » Artikler » Nævn: DR skal ikke fjerne tandlægeartikel fra dr.dk

Nævn: DR skal ikke fjerne tandlægeartikel fra dr.dk

Lagt på Vores-tandlæge.dk den 24-01-2015 af DentistMaster

DR skal ikke fjerne eller anonymisere artiklen ’Patient fik medhold i klage – lever fortsat i smertehelvede’, som blev bragt på DRs hjemmeside, dr.dk, den 12. april 2011, ligesom DR heller ikke behøver afindeksere artiklen. Det vil sige få artiklen fjernet, så den ikke længere dukker op i for eksempel en Google-søgning. Det fastslår Pressenævnet i en afgørelse i en sag, som var rejst af Godt Smil Tandlægerne i Horsens.

Artiklen fortalte historien om en patient, der havde vundet klagesager over to tandlæger – herunder Godt Smil Tandlægerne, og artiklen beskrev en navngiven patients lidelser efter behandlingsforløbet.

Da patientens klagesag blev anket, blev Godt Smil Tandlægerne frifundet, da det blev fastslået, at Horsens-firmaet ikke havde forvoldt skade på patienten.

Ingen grund til kritik
Artiklen på dr.dk forblev tilgængelig i den oprindelige form, og tandlægefirmaet klagede blandt andet til Pressenævnet over, at dr.dk-artiklen blev ved med at ligge på DRs hjemmeside uopdateret frem til oktober 2014.

Pressenævnet finder nu ikke grundlag for at kritisere DR for at have afvist at afindeksere, anonymisere eller slette artiklen.

”Pressenævnet lægger efter oplysningerne i sagen til grund, at artiklens oplysning om klagesagens forløb var korrekt på tidspunktet for artiklens offentliggørelse,” hedder det blandt andet i afgørelsen.

Endelig lægger Pressenævnet også vægt på, at DR i efteråret opdaterede artiklen, ligesom DR har meddelt, at artiklen vil blive opdateret yderligere, for at den ikke skal være til ”kommerciel ulempe” for tandlægerne, som det hedder.