Find vej: Forside » Artikler » Personalemangel gør det attraktivt at blive tandtekniker

Personalemangel gør det attraktivt at blive tandtekniker

Lagt på Vores-tandlæge.dk den 24-07-2015 af DentistMaster


Selvom mere end hver femte i dag bruger tandprotese, pensioneres der flere kliniske tandteknikere, end der uddannes. Nul arbejdsløshed og forventet personalemangel gør faget til en mere attraktiv karrierevejFor 30 år siden forventede man, at professionen klinisk tandtekniker ikke ville eksistere i dag. Alligevel skønner den frivillige klinikkæde Tandprotetikeren, at 1,2 millioner danskere nu har en hel- eller delprotese i munden. Tallet ventes at være på mindst samme niveau i de kommende år, fordi danskerne bliver ældre, og fordi mange unge har dårlige tænder.

Ifølge Tandprotetikeren, der består af 26 klinikker over hele landet, gør mangel på kvalificerede behandlere tandteknikerfaget til en mere attraktiv karrierevej end tidligere. Nu vil kæden styrke sine fremtidige muligheder for rekruttering med et komplet uddannelsesprogram, der skræddersyes til den enkelte elev.

– Vores branche har et stadigt stigende behov for gode hoveder og hænder. Selvom der er nul arbejdsløshed, er det langt sværere end tidligere at finde kvalificerede elever. Faktisk er vores største udfordring at profilere karrierevejen og tiltrække kompetent arbejdskraft, siger Birgitte Bergerling, der er indehaver af to klinikker.

Alsidigt job med håndværksmæssigt fokus
Laila Deen Yessouf, der er førsteårselev hos Tandprotetikeren i Odense, har valgt faget på grund af alsidigheden og det håndværksmæssige fokus.

– Det bedste er, at man kan gøre en forskel. Alle proteser er håndlavede til de enkelte patienter. Man bruger sine hænder, har direkte kontakt med patienterne og samarbejder i et team med andre unge. Det er fedt, at jobbet er så afvekslende, mener hun.

Siden barndommen har Laila Yessouf været fascineret af både kunsthåndværk og mekanik, og det oplever kollegerne som gode egenskaber for en tandtekniker. Selv lægger hun vægt på, at jobbet som tandtekniker er kreativt, udfordrende og meget afvekslende. På sigt drømmer Laila Yessouf om at blive selvstændig.

Mange unge ledere og selvstændige
Klinisk tandtekniker Birgitte Bergerling fremhæver de personlige udviklingsmuligheder som noget af det mest tillokkende ved karrierevejen.

– Ligesom tandlæger bruger vi både hovedet og hænderne og skal kunne tale med alle slags mennesker i alle aldersgrupper. Derfor er vi en dynamisk branche med rigtig mange unge ledere og klinikejere, fortæller hun.

Birgitte Bergerling peger på synliggørelse af det ’glemte’ tandteknikerfag over for unge helt ned til folkeskolens afgangsklasser som en meget væsentlig opgave for branchen. Hun anbefaler, at man har en gymnasial uddannelse, når man søger ind på grunduddannelsen som klinisk tandteknikerassistent.

Tandprotetikeren består af 26 kliniske tandteknikere over hele landet, der med udgangspunkt i kerneværdierne kvalitet, omsorg og etik skræddersyr proteseløsninger til den enkelte patient. Kæden giver landsdækkende tryghedsgaranti og tilbyder pengene tilbage, hvis man ikke er tilfreds med det færdige resultat.